Dedikeret til kulturen

Siden 1926

grønlunds er en familiedrevet virksomhed gennem tre generationer.
Altid med samme mission:
At give vores kunders gæster oplevelsen med hjem.

Aage E. Grønlund
Den 15. februar 1926 overtager min farfar Aage E. Grønlund boghandlen i Østergade 44 i København, der på daværende tidspunkt hedder “Bogstuen” efter Ellis Lohse (tidligere prokurist hos Høst & Søn). Her etablerer han nogenlunde samtidigt også Grønlunds Forlag, som fra begyndelsen udgiver poesibøger, børnebøger, fotobøger og postkort og senere også billedekalendere med fotos fra hele Kongeriget. Min farfar er en kendt mand i bogbranchen og butikken er præget af de mange branchefolk der jævnligt stikker hovedet ind. Han er glad for at rejse – og har i en periode sågar et rejsebureau der arrangerer grupperejser til Spanien. I 1955 flytter forlaget til Pilestræde 2.

Jørgen Grønlund
Min far overtager i 1960 forlaget efter at have gået på Niels Brock og været på søen som radiotelegrafist. Han er en dygtig fotograf og modtager stor anerkendelse for sit fotograferingsarbejde til forlaget Lademanns rejseleksikoner i midten af 70’erne. Fotoarbejdet bliver en vigtig del af forlagets produkt – og i årene herefter udgiver forlaget kataloger og postkort for utallige slotte, herregårde og andre turistseværdigheder.
Boghandlen sælges fra i 1973 til Jytte og Thomas Axelsen, der på det tidspunkt har drevet butikken sammen med min far i nogle år.
I 1971 flytter forlaget til Vestergade 23-25 i København og beskæftiger her på et tidspunkt omkring 15 mennesker. “Grønlund i Centrum” er sloganet. Og kunderne kommer fra nær og fjern for at planlægge næste års produktioner.
Hver sommer rejser min far rundt i det danske land med hele familien. Min mor Agnete og mine to brødre Thomas og Peter og jeg bor i campingvognen, som bliver opstillet rundt om på landets Slotte, herregårde, dyreparker og forlystelsesparker og fungerer således som base for vores fars fotoarbejde. Filmene ligger på køl i køleskabet, frokosten bliver serveret ved spisebordet og familien er samlet om aftenen.
Min far forstår at skabe de postkort, kataloger, lysbilledeserier og andre souvenirs, som kunderne efterspørger i butikkerne rundt om i landet.

I begyndelsen af 80’erne bliver min mor en fast del af det kreative team på kontoret. Hun har et godt øje for det grafiske og bliver derfor en vigtig del af firmaets produkt fremover.

Mikkel Grønlund
Som dreng har jeg haft mange feriejobs på Grønlunds Forlag. Primært med at arbejde på lageret og i produktionen og med at bringe varer ud til strøgkunderne.
I 1984 starter jeg på Niels Brocks Handelskole og bliver ansat i virksomheden ved siden af skolegangen. Her kommer jeg ind under huden på den mere administrative del af firmaet. Med afsæt i min uddannelse opdaterer vi mange af firmaets rutiner og da IBM lancerer den første PC i midten af 80’erne investerer vi i firmaets første computer med tekstbehandling og regnskab installeret, 12″ skærm og en 9-nåls printer tilsluttet.
I årenes løb kommer der flere computere til. Vi tager hul på det, der den gang hed DTP (Desktop publishing) og hele den grafiske proces forandres som aldrig før.
Jeg lærer at fotografere, læse korrektur, skrive forretningsbreve, lave markedsføring og møder kunderne. Grever, Baroner, direktører og historikkere og mange andre spændende mennesker. Efter nogle meget lærerige år med min far, køber jeg firmaet i 1991. I mellemtiden er vi flyttet til Allerøds industrikvarter, både for at få mere plads, men også for at gøre adgangen nemmere for kunder og fragtmænd.

Sammen med den dygtige videograf og producer Lars Winding udgiver vi Danmarks første turistvideo på VHS. Senere en interaktiv CD-rom om København, en DVD film om Danmark og i ­årene efter turistbogserierne “Wonderful Copenhagen” og “Wonderful Denmark”. Vores postkortsortiment udvider sig fra kun at dække Storkøbenhavn, til at blive landsdækkende, blandt andet med Coops butikker som aftagere.
Det er nogle vilde år, hvor digitaliseringen af billeder bliver en spændende del af vores hverdag. Og hvor vores lagerkapacitet udfordres voldsomt. Først løser vi problemet med rullereoler til de millioner af postkort, senere med containere til pallerne med bøger. 
Forlaget udvikler sig gennem årene til en kreativ og moderne grafisk virksomhed, med fremstilling af blandt andet bøger, postkort, køleskabsmagneter og fotografier til en lang række af landets mest anerkendte attraktioner og kulturinstitutioner. Heriblandt LEGOLAND, som har været kunde hos os siden åbningen af parken i Billund i 1968.

I 2000 flytter vi forlaget til Maribo, hvor vi får markant bedre lagerplads. Hovedhuset på den gamle gård danner rammen om firmaets administration, hvor et lille team på 4, grafikeren Gitte, den uundværlige administrative blæksprutte Else, fotograf Lars og jeg udvikler firmaet til blive en breddere, grafisk virksomhed også med kunder i udlandet.

Efter 2,5 års forberedelser, går vi ved årskiftet 2002/2003 på nettet med billeddatabasen Fotodanmark, hvor vores store fotoarkiv fra hele landet, bliver gjort tilgængeligt online, med fokus primært på profesionelle brugere som reklamebureauer og forlag.

I 2010 beslutter jeg mig for at give virksomheden en ny retning og et lidt andet udtryk. Vi flytter tilbage til Allerød til et af byens vartegn, “Scandinavian Trade Building”. På det tidspunkt er der ikke meget forlagsvirksomhed tilbage i vores dagligdag. Og med et skarpt fokus på at udvikle, designe og producere varer til museumsbutikker og brandstores, der på bedst mulig vis giver gæsterne mulighed for at tage oplevelsen med hjem, ser vi nu fremad mod firmaets 100 års fødselsdag. Og firmaet hedder nu bare “grønlunds”.

 

Mangfoldigheden i kulturverdenen, kombineret med vores kunders høje kvalitetskrav, er noget jeg virkelig påskønner. Hele mit voksne liv har jeg arbejdet med den danske kulturarv og oplevelsesindustri – og selvom meget har ændret sig gennem årene, er det stadig den samme ånd der hersker på grønlunds, som for snart 100 år siden.

Og missionen er stadig den samme: At hjælpe vores kunder med at udnytte deres aktiver kommercielt og formidle deres fortælling, så de i sidste ende kan give deres gæster en bid af oplevelsen med hjem.

Mikkel Grønlund

Find inspiration i vores shop med skræddersyede varer

Nøglering i æbleskind variant 9
Kalendere
gronlunds-Skab-dit-eget-sortiment_julekugler01
gronlunds-Skab-dit-eget-sortiment_muleposer39